Artikler – Brand

Følgeskader og følgeskadebekæmpelse efter brand i Lithium Ion batterier

Af Hans Chr. Sørensen (hans.sorensen@polygongroup.com), Polygon International AB (Polygonvatro, Skanderborg og Roskilde).

Udbredelsen af lithium Ion batterier er eksplosiv i disse år. Batterierne anvendes i næsten alt elektrisk udstyr lige fra mobiltelefoner til lastbiler. Vi ser oftere nu, at batterier fra cykler, computere, trucks, biler etc. er involveret direkte eller indirekte i brande. Der er stor opmærksomhed hos beredskaberne på de gasser, der udvikles i røgen fra disse brande, og det er med god grund, da der udvikles ekstremt giftige stoffer. Polygonvatro arbejder med følgeskadebekæmpelse efter bl.a. brand, og har iværksat egne standarder for, hvordan indsatsen skal være i både følgeskadebekæmpelsen og den efterfølgende genetablering af bygninger og udstyr.

Hvad er risikoen?

I forbrændingen af lithium Ion batterier er det først og fremmest flour forbindelser, vi er opmærksomme på, og de findes oftest i formen Hydrogenflourid (HF) og phosphorylfluorid (POF3). Ved opløsning i vand bliver disse stoffer til flussyre. Flussyre er ekstrem giftig selv i små koncentrationer, som det fremgår af Beredskabsstyrelsens temahæfte 1.:

Når følgeskadeberedskabet når frem til skadestedet, så er branden som regel slukket og de giftige stoffer i luften er ventileret væk. Risikoen ligger nu på overfladerne i bygningen, inventar og udstyr, da stofferne fra gasserne kan være kondenseret på overfladerne eller vasket ud på overfladerne fra slukningsmidlerne.

En væsentlig risiko er det arbejdsmiljømæssige aspekt – altså hvor godt skal vores personale være beskyttet og hvilken form for PPE skal der anvendes i givne omgivelser.

En anden væsentlig risiko er korrosionsudvikling som følge af forbrændingsresterne i form af flussyre og saltsyre. Flussyre er ekstrem korrosiv på glas og metaller. Nogen kender måske til, at de gamle kinesere brugte flussyre til glasdekoration og at flussyre er anvendt til bejsning af rustfast stål. Altså et kradsbørstigt stof.

Derfor er det vigtigt først og fremmest at fastslå, om der kan konstateres flourstoffer på overfladerne og dernæst få en indikation af omfanget.

Vi foretager altid måling af klorid på brandstederne for at vurdere korrosionsrisikoen som følge af saltsyredannelse ved forbrænding af PVC. Det har været praksis i Danmark i næsten 40 år. Ved batteribrande ses ofte også en del saltsyre residualer, da PVC er et velegnet materiale til elektrisk isolering.

Måling af flour produkter efter batteri brand

I Polygonvatro har vi haft et ønske at sikre, at vi kan måle for såvel klorid som flourid on site. Vi har derfor omlagt hele vores måleproces og måleudstyr, hvis vi har indikationer på, at der har været lithium ion batterier involveret i branden. På den måde har vi omgående et risikobillede, som vi indsatsmæssigt kan forholde os til. Vi kan med samme basisudstyr, som vi måler klorid (saltsyre rest) med, måle for flourid on site.

I nogle tilfælde kan et brandsted være mere komplekst end blot klorid og flourid problematikken efter batteribrand. Et eksempel kunne være en gaffeltruck, som har startet en brand på et lager med gummiprodukter. Her vil man have adskillige korrosionskomponenter. For at kunne fastslå komponenterne i de udviklede syrer og få et billede af det samlede korrosionstryk, kan vi hjemtage prøver til vores laboratorium, som kan analysere for dette i vores væskekromatograf. Følgeskadebekæmpelses- og genetableringsprocessen kan herefter tilrettelægges i mere sikre rammer til fordel for alle.

Tungmetaller

I nylige eksperimentielle undersøgelser i en tunnel med batteribrand fra Schweiz blev der efterfølgende udtaget prøver. Her havde man et proffessionelt saneringshold til at forestå rensningen af tunnelen bagefter. Undersøgelselseslederen herfra advarer især private ejere af underjordiske garager: "Forsøg ikke selv at rense sod og snavs op. Sod indeholder store mængder cobaltoxid, nikkeloxid og manganoxid. Disse tungmetaller forårsager alvorlige allergiske reaktioner på ubeskyttet hud." Så oprydning efter en elektrisk bilbrand er bestemt et job for fagfolk i beskyttelsesdragter2 .

1) Beredskabsstyrelsens temahæfte om band i el-biler

2)  EMPA, CH: How dangerous are burning electric cars? af RAINER KLOSE, Aug 17, 2020

Seneste nyheder

Kontakt os